Skole-hjem-samarbejde
Sct. Knuds Skole lægger vægt på et godt samarbejde mellem skole og hjem, da vi ved, hvor stor betydning denne dialog har for børnenes skolegang – også når man går i 10. klasse.
Informationsstrøm og korrespondance sker som oftest på Forældreintra, men der er selvfølgelig altid mulighed for at tale med en lærer, hvis der er behov for det. Ønsker man som forælder at diskutere en problemstilling med en lærer, er det bedst at tage direkte kontakt til den pågældende lærer via en besked på Forældreintra, og herigennem aftale det efterfølgende samtaleforløb.
I 10. klasse afholdes der to forældremøder i løbet af året. På første forældremøde vil emner som fag, klassens trivsel, nye tiltag samt anden information blive formidlet. Her vil også være tid og rum til diskussioner og drøftelser. Det andet forældremøde ligger umiddelbart før studieturen til New York. På dette møde er der naturligvis fokus på studieturen.
Ligeledes er der kun én skole-hjem-samtale, der sædvanligvis ligger i november måned. Her er det den individuelle elev, som er i centrum, og status på det faglige og sociale område vil blive vendt. Desuden vil vi drøfte dine muligheder i forhold til valg af ungdomsuddannelse.
Det gode samarbejde går naturligvis begge veje. Derfor har vi listet en række vigtige punkter til både forældre, lærer og elev, som vi forventer husket og overholdt, når man er en del af Sct. Knuds Skole & Børnehave.